Projektspecialist til Systemanalyse & Netplanlægning
Kombinér din erfaring med at lede komplekse projekter med dine skarpe analytiske evner og dygtige kommunikation, og vær med til at udvikle Danmarks nye gasinfrastruktur.
Dygtig projektleder med sans for udvikling
I stillingen vil du drive forskellige udviklingsprojekter, der alle omhandler fremtidens Evida og Danmarks gasinfrastruktur – indenfor metan, brint og CO2. Du vil hjælpe kollegaer og specialister med at sikre fremdriften i projekter, og du vil også selv bidrage med din viden og erfaring, så vi sammen udvikler de bedste løsninger.
Udover at være projektleder, vil du også bidrage med analytiske evner, og være med til at udvikle og finde de bedste løsninger sammen med resten af teamet.
Du er god på skrift, og forstår at lave sammenhængende og letforståelige notater, rapporter og præsentationer af kompliceret materiale.
Du får plads på hovedkontoret i Viborg, hvor du vil indgå i funktionen Systemanalyse og Netplanlægning. Her deler du hverdag med analytikere, netplanlæggere og forretningsudviklere, som løfter opgaverne i fællesskab med dig. Derudover vil du få en bred kontaktflade til kollegaer i andre afdelinger.
Helt konkret kommer du til at:
- Bidrage til den strategiske og langsigtede udvikling af gasinfrastrukturen
- Undersøge fremtidens behov for gassystemet
- Lede større og mindre analyse- og udviklingsprojekter
- Udvikle projekter. Nogle gange har vi gjort det før, andre gange har vi ikke
- Analysere udfordringer og finde løsninger selvstændigt
- Udarbejde notater, rapporter og præsentationer
- Samarbejde med Energinet og andre aktører
Analytisk stærk holdspiller med bæredygtige ambitioner
Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk baggrund, som gør, at du kan indgå i projekter med specialister, og samtidig selv være en drivende faktor på dine projekter. Det vigtigste er, at du kan sikre fremdriften, og samtidig udvikle gode og langtidsholdbare løsninger. Du har interesse for energi, og vil gerne arbejde med klima- og energipolitiske emner. Du har gerne et par års erfaring.
Vi hører meget gerne fra dig, uanset hvilken baggrund du måtte have, men forestiller os, at det f.eks. kunne være ingeniør, økonom eller statskundskab.
- Du er god til at formidle informationer på en enkel og forståelig måde.
- Du er nysgerrig på økonomi, energi og teknik, og har en god politisk forståelse.
- Du har måske kendskab til, eller interesse for at arbejde med klima- og energipolitiske emner.
- Du har erfaring med at drive projekter, og bidrager til, at kollegaer og teamet som helhed performer.
- Du er af natur nysgerrig, udviklings- og resultatorienteret, og du evner at kombinere din viden med dygtig anvendelse af data og analyser, og brænder for at løfte området til et nyt niveau.
Som person er du åben og imødekommende og nyder godt af en veludviklet humoristisk sans. Med en løsningsorienteret tilgang evner du at se opgaverne fra forskellige perspektiver, og du er god til at sætte dig ind i de problemstillinger, som kollegerne står over for.
Din hverdag bliver præget af tæt samarbejde på tværs i organisationen og med eksterne myndigheder og samarbejdspartnere. Du trives med høj faglighed og bliver omgivet af erfarne og kompetente kolleger, som har et godt samarbejde baseret på gensidig respekt, højt energiniveau og plads til godt humør.
Vil du vide mere
Evida er det nationale gasdistributionsselskab og det er Evidas opgave at designe, drive og vedligeholde gasdistributionsnettet i hele landet som en del af Danmarks kritiske infrastruktur. Evida tilslutter biogasanlæg og håndterer grønne gasser i gasnettet. Samtidig sikrer Evida forsyningssikkerhed af gas til ca. 350.000 kunder og vedligeholder 18.000 km gasledning. Med sin landsdækkende og veletablerede gasinfrastruktur spiller Evida en afgørende rolle i Danmarks grønne omstilling.
Ansættelsesprocessen varetages i samarbejde med Brinch & Partners. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Partner Lars Møller Pedersen på tlf. 4273 3842 eller mail: lmp@brinchpartners.dk.
Lars Møller Pedersen
Partner
+45 4273 3842
lmp@brinchpartners.dk