Systemadministrator med cloudkompetencer

Løft din erfaring om drift af kritiske systemer til næste niveau og bliv en central aktør i Evidas videre overgang til brug af cloud-baseret teknologi.

Evida bærer et stort ansvar for energiforsyningen i Danmark og har ansvaret for mere end 18.000 kilometer rør, der fordeler gas rundt i hele landet. Det er en rolle og betydning som forpligter, når vi sammen skaber forandringer og nye løsninger, kan det mærkes i hele samfundet.

Evida er på en ambitiøs rejse og søger derfor en erfaren systemadministrator, der vil være med i transitionsfasen til en mere cloud-baseret hverdag. Evidas it-infrastruktur er i dag primært bygget op omkring teknologier fra VMware, Cisco og Netapp samt flere Microsoft koncepter, herunder O365, D365, Azure m.m.

Fremadrettet skal Evida have en hybrid it-infrastruktur, hvor mulighederne i de forskellige teknologier skal udnyttes bedst muligt og du skal sammen med de øvrige infrastrukturteknikere stå for udvikling, installation, drift, arkitektur, service og support af to datacentre og cloudbaserede miljøer.

Dygtig teknisk profil med sans for samarbejde
Du bliver en central aktør i den videre udvikling af Evidas it-infrastruktur, og det er derfor vigtigt, at du evner at bringe din faglighed i spil sammen med kompetente kolleger og sikre høj kvalitet i udvikling, installation, drift, service og support.

Du har erfaring med de fleste af følgende områder:

  • Microsoft produkt-porteføljen som fx Windows servere, MSSQL, Microsoft Azure og gerne D365FO
  • Vmware
  • Powershell
  • Infrastructure as Code
  • Det vil desuden væren en fordel, hvis du har erfaring med Cisco UCS og NetApp Storages systemer.

Til gengæld får du en bred spillebane i en organisation med flad struktur, så at gøre en tydelig forskel og sætte et markant aftryk er ikke blot en mulighed, men faktisk en forventning.

Fokus på detalje og dyb forståelse af helheden
Du har en relevant it-baggrund, som er suppleret med flere års erfaring fra en lignende stilling som systemadministrator i en større, kompleks organisation. Vi forventer, at du har høj faglighed, og igennem flere år har arbejdet med it-drift i både on-premise infrastruktur og Cloud / Azure miljøer.
For dig er det naturligt at arbejde systematisk og se helheder i løsninger, men hele tiden med fokus på detaljerne. Du er vant til at indgå i en afklarende dialog med kollegaer, og kan begå dig i et team med forskellige fagligheder og tilgange, så I sammen tænker smart, og finder den kloge løsning. Du er stærk kommunikativt – både med kollegaer, slutbrugere og interne og eksterne samarbejdspartnere.

Som systemadministrator bliver du en del af IT Drift & Support og refererer til lederen af afdelingen. Vi håber, at du trives med alsidige arbejdsopgaver og har lyst til at blive en del af et team med høj faglighed, hvor det gode arbejdsmiljø og humør vægtes højt.

Dit arbejdssted er på Evidas hovedkontor i Viborg, men der kan forekomme ture til Evida’s øvrige lokaliteter i hhv. Middelfart og Stenlille. Kørekort er derfor et krav.

Vil du vide mere

Evida er det statslige distributionsselskab, som distribuerer gas til godt 400.000 danske gasforbrugere og står for drift og vedligehold af det så godt som landsdækkende gasdistributionsnet. Evida er et resultat af sammenlægningen af HMN GasNet og Dansk Gas Distribution, som fandt sted 1. oktober 2019 og har fra 1. januar 2021 Finansministeriet som ejer i et offentligt aktieselskab med egen bestyrelse.

Du kan læse mere om Evida her: https://evida.dk/job

Ansættelsesprocessen varetages i samarbejde med Brinch & Partners. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Partner Lars Møller Pedersen på tlf. 4273 3842 eller mail: lmp@brinchpartners.dk

Lars Møller Pedersen

Partner
+45 4273 3842
lmp@brinchpartners.dk