OneMed Group er en ledende distributør af sygeplejeartikler i Europa. Vi er repræsenteret i 10 lande og beskæftiger over 1000 medarbejdere. OneMed A/S er grundlagt i 1985 og beskæftiger mere end 70 medarbejdere. Vi sælger en lang række medico-produkter og serviceløsninger til kommuner, regioner, praktiserende læger samt private virksomheder. Alt med et stærkt fokus på faglighed, kvalitet og på at møde mennesker i øjenhøjde. Til vores hovedkontor i Søften søger vi en ny:

Produktspecialist

Motiveres du af en rolle med en høj grad af selvstændighed og vil du også være en del af et stærkt team? Og hvis du samtidig trives med at arbejde med et sortiment, der gør en forskel ude hos kunderne, i en rolle som er en god blanding af en produktchef og en produktspecialist indenfor produkter til primært regionerne – så læs videre her.

Som en del af Product Management afdelingen skal du varetage markedsføringen af din egen produktportefølje til Sundhedsvæsnet. Det vil primært dreje sig om Critical Care & Surgical produkter til hospitalerne. Du får en central rolle i en ambitiøs virksomhed, hvor du får ansvaret for at lægge strategien inden for din produktkategori i tæt samarbejde med kollegaer i vores svenske moderselskab samt den danske salgsafdeling. Dette betyder, at du dels kommer til at være ude i markedet og afdækker kundebehov og præsenterer produktsortimentet, og dels fokuserer på in-house opgaver i form af udbudsarbejde, reklamationshåndtering samt vidensdeling om produkterne. Du kan se frem til en udfordrende og dynamisk hverdag med reference til og sparring med afdelingens leder.

Af andre opgaver kan nævnes:

  • Gennemføre pre-tender arbejde samt lancering af nye produkter
  • Foretage konkurrent- og markedsovervågning, og på den måde sikre, at din viden og dit sortiment er konkurrencedygtigt
  • Distribution af produktviden – herunder planlægning og afholdelse af kurser og træning internt og eksternt (kunder), så markedet og konsulenterne får kendskab til de relevante produkter.
  • Sikre at sortimentet er understøttet af dokumentation og korrekte produkt stamdata, som lever op til krav fra kunder og myndigheder – dette sker i samarbejde med vores produktkoordinator.
  • Tilegnelse af viden omkring produkterne gennem tæt kontakt med produktspecialister og kommercielt ansvarlige på vores hovedkontor i Sverige.
  • Deltage i messer og andre salgsrelaterede arrangementer
  • Hjælpe virksomhedens salgsafdeling og kundeservice med svar på kundehenvendelser så kunderne får den optimale service.

Din profil

Du kan i dag sidde i et tilsvarende job som Produktspecialist, hvor du i din hverdag, kommer rundt på hospitalerne og besøger de samme afdelinger. Men du kan også komme fra et job som sygeplejerske med erfaring fra Critical Care området eller OP-sygeplejerske, hvor du har stor lyst til at komme rundt og arbejde med at informere, behovsafdække og sælge de produkter du er ansvarlig for. Derudover indeholder rollen også et vist administrativt element.  Det vigtigste er dog, at du har forståelse for de kommercielle mekanismer i branchen og er god til at skabe og vedligeholde relationer i markedet. Det vil være en klar fordel, hvis du har indsigt i udbudsprocessen og det at arbejde med stramme deadlines.

Som person er du åben overfor nye udfordringer og tager ansvar for opgaven. Du motiveres af ønsket om at lave dine opgaver ordentligt, og du løser dem med et stærkt drive, struktur og positiv energi. Du er lyttende og velovervejet i din kontakt med kunderne, men har samtidig en konstruktiv gennemslagskraft, der sikrer, at du når de opstillede mål.

Som Produktspecialist har du en serviceminded tilgang til både kollegaer, kunder og samarbejdspartnere/ leverandører. Du arbejder godt både selvstændigt og sammen med andre, og kan have flere bolde i luften på samme tid. Du er procesorienteret og trives med en systematisk og praktisk tilgang til arbejdsopgaverne.

Hvorfor er jobbet attraktivt?

OneMed A/S er en del af en større koncern, og det giver det danske selskab en god ballast til at udfordre de andre aktører på markedet. Koncernen har stærke ressourcer og ønsker en fortsat vækst på det danske marked. Organisationen er innovativ og har adgang til en stor produktportefølje – både af egne mærker og som distributør. Du får en høj grad af indflydelse på strategien i din produktportefølje, og har en god mulighed for at præge og udvikle dit eget job. Lønpakken vil indeholde en attraktiv fast løn samt bonusordning der vil matche jobbet og dine kvalifikationer.

Ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingen og OneMed A/S, er du velkommen til at kontakte partner Henrik Smit hos Brinch & Partners på +45 2215 2787. Vi indkalder og afholder samtaler løbende, indtil den rette kandidat er fundet. Vi ser derfor meget frem til at modtage din motiverede ansøgning og CV snarest via “søg stilling” knappen. Så længe jobbet er slået op modtager vi ansøgninger. Alle henvendelser behandles naturligvis fortroligt.

Henrik Smit

Partner
+45 2215 2787
hs@brinchpartners.dk