IT-sikkerhedskoordinator

Har du ambitioner om at gøre din indflydelse gældende inden for IT- og informationssikkerhed, får du nu muligheden for at drive indsatsen hos en vital del af dansk energi-infrastruktur.

Evida er en helt ny virksomhed med 35 års erfaring og har rødder tilbage til etableringen af gasnettet og naturgassens indtog, og er som nationalt selskab med 450 medarbejdere ansvarlig for en sikker og stabil leverance af gas til produktion, transport og opvarmning over hele landet. IT sikkerhed er et kerneområde, og Evida arbejder efter ambitiøse mål om fortsat at udvikle IT-sikkerhedsniveauet og søger derfor en IT sikkerhedskoordinator som kan tage området til næste trin.

Overordnet ansvar for IT sikkerhed
Du får ansvaret for IT sikkerhed på tværs af organisationen og varetager en central rolle i at videreudvikle IT sikkerhedsfunktionen og sikkerheds- og risikokulturen i tæt samarbejde med kolleger, som sidder med ansvar for bla. IT service og drift, beredskabsplaner, compliance og GDPR.

Konkret skal du bla.:

  • Planlægge og udvikle kontinuitet i informationssikkerheden og verificere, gennemgå og evaluere tiltag indenfor området, ligesom du er ansvarlig for IT-beredskabet.
  • Samarbejde med relevante myndigheder, eksterne partnere og konsulenter.
  • Bidrage til udformning og implementering af politiker og instrukser, og koordinere awareness tiltag.
  • Understøtte og rådgive ved projekter, indkøb og andre leverandørforhold.
  • Identificere og kommunikere omkring gældende lovgivning og generelt indsamle og videreformidle erfaringer på området.
  • Agere databeskyttelsesrådgiver og bla. sikre compliance i forhold til databehandleraftaler og brud på datasikkerhed, ligesom du har ansvaret for rapportering, dokumentering og håndtering af brud på informationssikkerhed og hændelser inkl. bevisindsamling.

Du skal være rammesættende for IT-sikkerheden hos Evida, og derfor forventer vi, at du er vant til at tage ansvar og gå forrest, og at du sætter en ære i høj kvalitet, rettidig omhu og dygtige leverancer. Nye udfordringer er dit brændstof, og du evner selv at drive opgaveløsningen såvel alene som i samarbejde med dine kolleger. Samtidig forstår du vigtigheden af robuste og veldokumenterede processer, der er vigtige for en organisation som Evida.

Nøgleperson med gode samarbejdsevner
Du har en relevant akademisk uddannelse, som sikkert er suppleret med en eller flere certificeringer i IT sikkerhed, og har erfaring fra en lignende stilling – sandsynligvis fra en større organisation og måske inden for energi eller forsyning. Her har du allerede haft en væsentlig rolle i at definere rammerne for, og drive udmøntningen af IT sikkerhed i organisationen.

Du er stærk på både teknik og processer, og du evner at kommunikere komplekse problemstillinger, så budskabet er tilpasset modtageren, uanset niveau. Med en løsningsorienteret tilgang evner du at se opgaverne fra forskellige perspektiver, og du er god til at sætte dig ind i de problemstillinger, som kollegerne står over for.

Din hverdag bliver præget af tæt samarbejde på tværs i organisationen og med eksterne myndigheder, samarbejdspartnere og konsulenter. Du trives med høj faglighed og bliver omgivet af erfarne kolleger, som har et godt samarbejde baseret på gensidig respekt, højt energiniveau og plads til godt humør. Du bliver en del af IT & Digitalisering, IT Kundeleverancer og refererer til lederen af afdelingen. Arbejdsstedet er hovedsædet i Viborg.

Ansøgning

Ansættelsesprocessen varetages i samarbejde med Brinch & Partners. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Partner Lars Møller Pedersen.

Hvis dette er det rigtige næste skridt i din karriere, skal du trykke på ”Søg Stilling” nedenfor hurtigst muligt.

Alle henvendelser behandles naturligvis fortroligt.

Lars Møller Pedersen

Partner
+45 4273 3842
lmp@brinchpartners.dk