Konsulent til Onboarding med flere års erfaring med lønadministration

Siden 2017 har Zenegy arbejdet mod at bane vejen for en helt ny generation af løn- og HR- software. Zenegy gør op med det klassiske løn set-up, og vi bevæger os på en åben platform af innovation, integration og brugervenlighed. Zenegy er en dynamisk virksomhed, og vi vokser hurtigt. For at understøtte vores vækst, søger vi lige nu flere talentfulde og passionerede kolleger til vores hovedkontor i Hørsholm. Du bliver en del af et professionelt og engageret team, med mange spændende profiler. Vi vægter kultur og fællesskab højt, og vi mener det, når vi siger, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Skal du være en af os?

Kan du sikre fantastisk service for vores kunder?

Med reference til vores Head of Enterprise Sales bliver du omdrejningspunktet for onboarding af større kunder. Det er derfor vigtigt, at du har et stort servicegen, et godt overblik og at det giver dig et kick at skabe succes for vores kunder.

Antallet og størrelsen af kunder er i hurtig vækst, og du skal være med til at sørge for at vores større kunder kommer godt fra start, og hjælpe dem med stort og småt i onboardingprocessen. Med jobbet som konsulent hos os får du en unik mulighed for at være med på en vækstrejse og for at blive en del af en hverdag med mange forskellige, spændende opgaver. Zenegy er en virksomhed, der bygger på gensidig tillid, og der vil være rig mulighed for at prøve kræfter med nye opgaver og for øget ansvar, når vi lærer hinanden at kende.

Dine opgaver

Sammen med kollegerne i Enterprise Sales og Customer Success, har du ansvaret for en vellykket onboarding af nye kunder. Kernen i dine arbejdsopgaver vil være:

● Presale: Deltage på udvalgte salgsmøder som ansvarlig for gennemgang af løsningen

● Onboarding: Som konsulent have ansvaret for at opsætte nye kunder, primært i segmentet +50 ansatte. Herunder at analysere kundernes behov, være tovholder på implementeringen, opsætte løndele, migrere data og opsætte bogføring, når dette kræves.

Derudover skal du være med til at løse andre opgaver ad hoc, herunder

● Support: I spidsbelastningsperioder hjælpe til i Support mhp. besvarelse af spørgsmål fra Zenegy kunder.

● Udvikling: Bidrage med faglig viden indenfor løn og bogføring for den fortsatte udvikling af Zenegys løsninger.

Om dig

Du har erfaring med løn og brænder for at levere en fantastisk oplevelse for vores nye kunder. Du er klar til at springe ud i et væksteventyr, hvor god service og professionelt styret onboarding er en essentiel del af fundamentet for vores fortsatte vækst.

Som person er du åben, pligtopfyldende, god til at hjælpe andre til succes og har et udpræget servicegen. Du trives med tal, kan lide at arbejde med løn og elsker ny teknologi; og du er klar til at træde ind i en alsidig rolle, hvor der både er fokus på personlig og professionel udvikling og gode arbejdsforhold – vi skal have det sjovt i processen.

Det er vigtigt, at du har en stærk faglighed inden for lønadministration. Du ved fx:

● hvad en lønkørsel indebærer fra A til Z for både funktionærer og timelønnede.

● hvordan man indberetter til e-indkomst

● hvordan man afstemmer løn

Derudover har du en generel forståelse og interesse for regnskab og bogføring.

Lidt om det praktiske

Stillingen er en fuldtidsstilling på vores kontor på Slotsmarken i Hørsholm. Vi ønsker at tilbyde vores medarbejdere gode og fleksible arbejdsvilkår, og giver bl.a. mulighed for at arbejde hjemmefra efter individuel aftale, firmapension og kantineordning.

Ansøgning

Har du spørgsmål vedr. stillingen eller Zenegy, er du velkommen til at kontakte Head of Enterprise Sales Mikkel Kruse Hovgaard, mobil 53 77 22 16, eller Partner Mads Lyngby Olsen, HR and Strategy, mobil 23 69 19 49.

Du kan læse mere om Zenegy på zenegy.com.

Zenegy indkalder og afholder interviews løbende, indtil den rette kandidat er fundet. Vi ser derfor meget frem til at modtage din motiverede ansøgning og CV snarest muligt.