Senior Mechanical Design Engineer

  Procesanlæg & maskiner – Konstruktion – Kreativitet          

Ønsker du at arbejde med projekter, som skal udvikles til kunder over hele verdenen? Ønsker du at være med til at udskifte plastemballage med emballager i bæredygtige materialer? Er du kreativ og erfaren med at lave solide maskinkonstruktioner, som samtidigt opleves som god ”value-for-money” hos kunderne? Så kan den nyoprettede stilling som Senior Mechanical Design Engineer hos Hartmann Technology i Tønder være noget for dig.

Stillingen:

Som Senior Mechanical Design Engineer bliver du en del af et meget erfarent team bestående af ingeniører og konstruktører indenfor disciplinerne konstruktion, proces, forme & værktøj og el (tavler og SRO).

Dine primære opgaver og rolle vil være:

Centralt placeret i afdelingen som udvikler fremtidens anlæg til produktion af bæredygtig emballage gennem udviklings- og kundespecifikke projekter. Du vil komme til at arbejde i samspillet med maskiner, forme, værktøjer pumper, ventiler, varmesystemer, samt automatisering, styring og regulering heraf. Du vil således blive en bærende del af konstruktionsafdelingen i Hartmann Technology.

Faglige kvalifikationer:

Vi ønsker en person, som er kreativ mht. design og udvikling af nye maskiner og anlæg, meget gerne indenfor procesanlæg. Du er uddannet maskiningeniør eller maskinkonstruktør og har allerede indhentet en bred erfaring indenfor proces/maskinindustri. I dag arbejder du med udviklings- eller konstruktions opgaver, men savner nye udfordringer, herunder især at lave nye og kreative maskinkonstruktions løsninger til kunder over hele verdenen.

Opsummerende søger vi en person som har eller er:

  • Solid erfaring med maskinkonstruktion og er en ”idémand som kan tænke udenfor boksen”. Du er innovativ og har ideer til løsninger, som samtidigt også er praktisk mulige at udføre, dvs. du har respekt for, at kunden skal opleve en fornuftig ”value-for-money” i dine forslag
  • En kreativ udviklingsperson som kommer med ideer og forslag til nye løsninger, når kunden f.eks. efterspørger højere effektivitet på anlægget, m.m.
  • Erfaren og effektiv bruger af 2D/3D CAD-værktøjer, gerne Catia
  • Erfaring med teknisk dokumentation (der er kolleger i teamet, som primært arbejder med dokumentation, men det er fordel, at du har erfaring med området, og dermed har respekt for vigtigheden af det)
  • Særdeles gode kundskaber i engelsk i skrift og tale, da hovedparten af vores kunder befinder sig i udlandet 

Personlige kvalifikationer:

Som person er du udadvendt, resultatorienteret, nysgerrig og ser det at arbejde i et team som en mulighed for at alle bliver bedre. Din nysgerrighed gør, at du helt naturligt fordyber dig i komplekse emner, når det kræves. Du er ambitiøs mht. løsninger og projekter, og det falder dig i den forbindelse helt naturligt at afprøve grænserne for, hvor innovative produkter og løsninger, det er muligt at konstruere. Sidst, men ikke mindst; du besidder evnen til at simplificere komplekse problemstillinger.

Du tilbydes:

Indtrædelse i en branche med høje forventninger til fremtidig vækst pga. udfasningen af plast i emballage. Ansættelse i en solid virksomhed som arbejder med en meget flad struktur og tilbyder den enkelte medarbejder stor frihed under ansvar. Drivkraften i dagligdagen er udvikling, produktion og salg af markedets bedste maskiner og anlæg til produktion af bæredygtig emballage. Som en central dimension får du hos Hartmann Technology en dagligdag i uformelt arbejdsmiljø, hvor der er mulighed for at samarbejde og interagere med montage og test medarbejdere i direkte forlængelse af kontoret.

Om Hartmann Technology

Hartmann Technology i Tønder er det globale teknologicenter for Brødrene Hartmann A/S. Her udvikles maskiner, procesanlæg og hele produktionslinjer til støbning af æggebakker, både til egne fabrikker og til eksterne kunder på det globale marked. Brødrene Hartmann A/S oplever stor succes, og er en virksomhed i konstant udvikling med flere udfordrende projekter undervejs, hvor netop Hartmann Technology´s evne til at forsat at levere den rette innovation og løsninger til projekterne er afgørende for den fremtidige succes.

Hartmann Technology er markedsledende i verden på sit område og leverer størsteparten af de maskiner, der globalt bruges til æggebakkefremstilling.

Om rekrutteringsprocessen:
Rekrutteringsprocessen foregår i tæt samarbejde med Brinch & Partners. Spørgsmål er meget velkomne og kan rettes til Partner Peter Bjerring.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning og dit cv hurtigst muligt. For at søge skal du udfylde formularen via ”Søg Stilling” knappen.

Peter Bjerring

Partner
+45 23 277 287
pb@brinchpartners.dk